Top
 

80 medlemmer til årets første arrangement

Hørsholm Golf / Klubnyheder  / 80 medlemmer til årets første arrangement
5 apr

80 medlemmer til årets første arrangement

Sæsonens første medlemsaften blev afholdt mandag 3. april i stalden.

Aftenens hovedemne var den meget omtalte støjvold. Der var et imponerende stort fremmøde, ca. 80 medlemmer mødte op til en meget vellykket aften.

Vor nye greenkeeper Anders Mortensen lagde ud med en præsentation af sig selv og hans team. Han fortalte meget levende og meget informativt om de mange tiltag der sker, og skal ske i sæsonen. Hovedvægten var dog lagt på støjvolden hvor han havde lavet et imponerende materiale som tydeligt beskrev og illustrerede hvordan støjvolden ville blive og hvordan det ville influere på banen i anlægsfasen.

Det var en overbevisende og tydelig præsentation som ikke overlod noget til fantasien, men beskrev forløbet i detaljer. Spørgelysten var stor og det er vor overbevisning at alle tilstedeværende fik afklaret de spørgsmål de måtte have. De mere principielle spørgsmål blev også besvaret på bedste vis af Karsten Thuen således, at man nu må forvente, at der ikke er tvivl om støjvolden. Det eneste som stadig ikke er helt afklaret er tidsforløbet, men det vil der blive informeret om løbende når entrepenøren melder ud.

Efter Anders flotte indsats fortalte restauratør Peter Mikkelsen om sine erfaringer fra sidste sæson, hans første som restauratør. Han var godt tilfreds med udviklingen, og han fortsatte med at fortælle om sine planer for den kommende sæson med et utal af aktiviter som lyder meget spændende og underholdende. Der var ingen tvivl om at medlemmerne er meget tilfredse med udviklingen i restauranten og vi ser alle frem til en kulinarisk god sæson.

Aftenen sluttede med lidt socialt samvær med sandwiches og vin eller andre drikkevarer. En meget god og hyggelig aften med et dejligt stort fremmøde.

Vi gør opmærksom på at næste medlemsaften er mandag 8. maj kl. 19.00 i Stalden, hvor Thomas Søby, som er professionel caddie, vil underholde om hvordan det er at være med hvor det sker rent golfmæssigt.

Der vil snarest komme mere information om denne aften men sæt allerede nu et kryds i kalenderen for det bliver ikke kedeligt. Thomas er kendt for at være meget underholdende.”

De bedste hilsner og på gensyn

Medlemsudvalget