Begyndelsen
Den 23. marts 1992 så Hørsholm Golfklub (HGK) dagens lys ved den stiftende generalforsamling. På samme generalforsamling blev overenskomsten mellem Hørsholm Golf A/S, som ejer af banen, og HGK underskrevet. Endvidere blev klubbens første sæt vedtægter vedtaget. Kirsten Friis blev valgt som klubbens første formand, og Peter Arendorff sad, som ejer af Hørsholm Golf A/S, i klubbens bestyrelse de første 3 år. Restaurant Lerbækgaard blev bestyret af en forpagter.
Senere på foråret 1992 åbnede par 3 banen, og i løbet af sommeren 1992 blev de første 9 huller klar. Klubbens første Head Pro, Jørgen Korfitsen (JK), kom til i december 1993. De første år herefter var JK den, der vidste mest om golf, hvilket medførte at han deltog ivrigt i alle klubbens aktiviteter. Han stod for at etablere matcher, skitserede golfhuller, stod for vores første Driving Range, uddannede håbefulde golf spillere, solgte golfudstyr, fandt sponsorer og sidst - men ikke mindst - skaffede JK, klubben en masse nye medlemmer. Det kan derfor med sikkerhed siges, at JK’s indsats blev en kæmpe fortjeneste for klubben.
- Og så glemte vi lige at sige, at JK selvfølgelig også sad i klubbens bestyrelse.
De første år
Efter ca. 2½ års eksistens har klubben i slutningen af 1994 ca. 320 medlemmer. På det tidspunkt kommer klubben også med i et såkaldt ”ERFA-samarbejde” med 10 af de ”gamle” klubber i Nordsjælland.
Da klubbens medlemmer kom fra sommerferie i august 1995, kunne de glæde sig over åbningen af de næste 9 huller, således at vi kunne bryste os af, nu at være bliver en ”rigtig golfklub”. Klubbens første 18 huller bliver indviet med maner, idet Hørsholm Borgmester Hanne Falkensten ankommer til festlighederne i helikopter, for herefter at indvie banen med de 18 huller. I kølvandet på alt dette nedsættes en række typiske golfklubudvalg.
I det følgende års tid tages en række initiativer, da der bliver flere hænder til at dele arbejdet, og entusiasmen er stor blandt de involverede medlemmer. Fra skrapbogen kan fremhæves:
På generalforsamlingen i 1997 vælger medlemmerne Anne-Grete Brandt som klubbens nye formand. Anne-Grete blev medlem af bestyrelsen året forinden. Til sæsonstarten ansættes Thomas Olsen som proelev, hvorefter proteamet består af hele tre pro’er. Til denne sæson ser Seniorherrerne dagens lys, og vi kan nu væres stolte af at have hele fire hold med til Regionsmatcherne. På den administrative side aftales det, at klubben overtager sin egen økonomi fra Hørsholm Golf A/S.
Året 1997 bliver noget helt særligt for JK, som kan fejre først sit 40 års trænerjubilæum og senere sin 60 års fødselsdag. Begge dele bliver holdt med både matcher og fester i et omfang der endnu tales om.
Ved sæsonafslutning dette år beslutter Camilla sig for at drage til USA, men midt i tårerne over dette kan vi glædes over, at klubbens minihold vinder DM-guld. Da vi drager på Juleferie kan det konstateres at klubben nu har ca. 800 medlemmer. Hørsholm Golf A/S laver en lille justering og beslutter sig for at overtage restaurant Lerbækgaard. 1998 blev et konstituerings år, hvor vi fik en masse praktiske ting bragt i orden. Således bliver:
Klubbladet mere professionelt opsat med farver og pænere sats.
Såkaldte samarbejdsmøder etableres.
Dorrit Jørgensen i sekretariatet begyndte i efteråret. Hendes store kluberfaring fra Rungsted Golfklub fik vi i klubben herefter glæde af.
Bridgeaftener indføres, hvilket et ”must” i enhver golfklub.
Klubbens første egentlige medlemsfortegnelse etableres.
Et af vore juniorhold bliver sølvvindere i DGU’s turneringer.
Thomas Madsen ansættes som proelev.
27 huller
Som antallet af medlemmer steg, og behovet for kapacitet steg tilsvarende, blev det besluttet at påbegynde anlægsarbejder for de næste 9 huller. Dette arbejde blev påbegyndt i 1999, og i august måned kunne de 9 nye huller tages i brug, således at klubben nu rådede over i alt 27 huller. En række tiltag af mere professionel art blev også indført, såsom etablering af formelt forretningsudvalg mellem klubben og Hørsholm Golf A/S, samt etablering af ”starter” funktion og baneopsyn.
Antallet af medlemmer er i år 2000 nu oppe på ca. 1300 medlemmer, og vi når juniormedlem nr. 100. Vores første booking system tages i anvendelse med mulighed for tidsbestilling, og proelev Kristian Ravn tager over efter Thomas Olsen som drager til Næstved Golfklub.
Vores klub kunne i august 2002 fejre sin 10 års fødselsdag, og endnu en Thomas kommer til som pro, idet Thomas Madsen starter som pro. Straks i 2003 præsenteres medlemmerne for et flot nyt medlemsblad i nyt format og i nye farver, hertil tages vores nye hjemmeside i brug. Klubbens nye greenkeeper, Chris Haspell, tager over med nye idéer, efter vores første greenkeeper Klaus Madsen.
Over det næste års tid sker lidt udskiftninger på pro fronten, idet Kenneth Hansen starter som proelev, Kristian Ravn bliver udlært som pro og Thomas Madsen bliver Headpro i ”Lunden”. I 2004 er vi 1630 medlemmer, og JK kan fejre sit 10 års jubilæum i klubben.
Østbanen har siden åbningen lidt af en række skavanker som har betydet at banen en tid har været lukket, men i 2005 genåbnes banen med et par meget spektakulære huller. Gennem hele 2006 kunne banens 27 huller spilles efter en række omlægningen af flere huller, og ikke mindst på Østbanen. Året bød også på en række forslag og idéer til ændringer af en række huller som har kendte skavanker med hensyn til bunkers, greens og længde. Det skal blive spændende at se resultaterne af disse ændringer i 2007, hvor også en Pitch & Putt bane vil blive færdig.
Med udgangen af 2006 stopper en æra i dansk golf, idet Jørgen Korfitsen stopper som headpro i klubben. Han kan i øvrigt fejre sit 50 års golf trænerjubilæum i 2007.
Netop afgående landstræner Magnus Landström starter med sit team i klubben den 1.januar 2007.
På turneringssiden er Hørsholm Golfklub fortsat en ung klub. Men vi har da opnået nogle flotte resultater i vores korte levetid. Således prøvede vi at spille i Danmarksserien allerede i 1995, hvilket desværre kun holdt et år. Men igen fra 2001 deltager vi med et hold, og denne gang med et bedre resultat. Danmarksserieholdet rykker efterfølgende op i 3. division, men må desværre strække våben efter sæsonen 2005. Men med nu to hold er grundlaget lagt for noget større fremover, idet vi har fået flere dygtige juniorer, hvor bl.a. Frederik Elias Knudsen kom på DGU’s juniorlandshold i 2004. Hertil vinder Mathias Ive DM, og et af vore juniorhold får guld i Thomas Bjørn Cup sommeren 2006.
(Historiske data er samlet af Anne-Grete Brandt)