Aktuelt i Hørsholm Golf

Ny Cheftræner i Hørsholm Golf
Dato:
15-07-2011
Anders Dahl Christiansen har været landstræner i den mest succesfulde periode for det danske herrelandshold nogensinde med flere historiske præstationer, som bl.a. tæller; 1 uofficiel ungdomsverdensmester og 1 uofficiel verdensmester samt Danmarks 2. plads ved VM for hold. Sidstnævnte præstation blev i øvrigt kåret som årets golfpræstation i Danmark i 2010.
Ligeledes står Anders Dahl Christiansen, sammen med Russel Taylor, bag den unge Europatourspiller Andreas Hartø, som for nylig var Danmarks eneste deltager ved US Open, og som vandt 2 gange på Challengetouren i 2010.

Anders Dahl Christiansen har bl.a. opnået sin velansete trænerstatus ved at uddanne sig til Master Instructor på Jim McLean Golf School i Florida, hvor talrige amerikanske tourspillere har fået eller får træning.

 

Anders Dahl Christiansen vil ansætte et team af assisterende trænere til et komplet træningstilbud til golfspillere på alle niveauer, lige fra den helt nye golfspiller til den absolutte topspiller.