Top
 

Naturen – Nærvarme

Hørsholm Golf / Natur & Miljø / Naturen – Nærvarme

Nærvarme


I oktober 2017 åbnede Hørsholm Golf dørene for en grønnere virksomhed. Det er ikke græsset, men varmen, der er blevet grøn. Med to miljørigtige varmepumper har Hørsholm Golf fået varme på abonnement og skal ikke skal tænke på driften af varmepumperne – helt på linje med fjernvarme.

“Vi glade for at kunne erstatte oliefyret med en ny grøn nærvarme. Dette sker som led i vores stadige bestræbelser på en gennemført bæredygtig drift af det samlede anlæg og for at udbygge vores unikke internationale certificering i Golf Environment Organisation”, siger Peter Arendorf, direktør i Hørsholm Golf.

Med varmepumperne følger også en måler, som måler indeklimaet og varmeforbruget. På den måde kan gæsterne være sikre på at få den bedste oplevelse, også når de er indendørs.

Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune og bestyrelsesformand i forsyningsselskabet Norfors, forventer sig meget af initiativet: “Jeg er stolt over, at vores kommune nu kan tilbyde borgere og virksomheder, som ikke selv har mulighed for at investere i en varmepumpe, eller har lyst til at drifte den, et miljøvenligt alternativ til oliefyret. Det skal vi have meget mere af”.

Nærvarmen i Hørsholm Golf har kostet et mindre engangsbeløb for installationen, og fremover skal der betales et fast månedligt abonnement, der bl.a. dækker løbende service, som sikrer, at varmepumpen kører optimalt. Hørsholm Golf betaler derudover en fast pris pr. kWh for den varme, som der bliver brugt.

Det er forsyningsselskabet Norfors, der i samarbejde med SustainSolutions tilbyder nærvarme og sørger for at varmepumpen kører og opvarmer Hørsholm Golfs bygninger og brugsvand. Udviklingen af nærvarmekonceptet er støttet af Energistyrelsen og er en håndsrækning til de mange boligejere og virksomheder, der gerne vil af med oliefyret.

“Nærvarme giver både fleksibilitet i budgettet, kendte udgifter til varme og indblik i indeklimaet. Det er tilmed nemt, fordi vi tager os af alt det praktiske, og nærvarmen benytter de eksisterende installationer som radiatorer og gulvvarme. Og så er det bare et af de grønneste alternativer til fossile brændsler”, siger adm. direktør Christian Niepoort fra SustainSolutions.

Direktør i Norfors, Tonny Juul Jensen, er også positiv: “Vi oplever ikke kun en interesse for nærvarme fra virksomheder, men har også fået mange henvendelser fra private boligejere. Vi har netop installeret en varmepumpe hos den første private nærvarme kunde. Vi har set frem til den dag, hvor vi også kunne præsentere et grønt tilbud til dem uden for fjernvarmenettet – det har vi fået med nærvarme.”