Top
 

Om blå pæle

Hørsholm Golf / Ikke kategoriseret  / Om blå pæle
13 aug

Om blå pæle

Flere medlemmer har ved deres spørgsmål indikeret, at der fortsat er tvivl om den korrekte fremgangsmåde ved blå pæle (unormale baneforhold med eller uden spilleforbud).

Blå pæle findes blandt andet ned langs venstre side af  1V og 2V, ligesom køernes indhegning mellem 4V, 5V og 6V er at anse som et område med blå pæle (her endda med spilleforbud).

Illustrationen forestiller 1V med indtegning af blå og hvide pæle. Spilleren slår sin bold fra punkt A. Bolden krydser de blå pæle ved punkt B. Bolden lander på støjvolden ved punkt C.

Der er nu 2 situationer:

1. Spilleren finder sin bold. Han kan derfor finde nærmeste punkt for lempelse (punkt D) og droppe ud der – uden straf. Da der ikke er spilleforbud i området, kan han istedet vælge at spille bolden som den ligger. Det er dog sjældent en fordel på volden. I indhegningen ved køerne er der spilleforbud.

2. Spilleren finder ikke sin bold, men det er sikkert at bolden er indenfor de blå pæle. Han skal derfor droppe der, hvor bolden krydsede de blå pæle (punkt B) – ligeledes uden straf.

Afgørende er altså, om spilleren finder sin bold. Det er IKKE  tilstrækkeligt, at spilleren tror han ved, hvor bolden er. Den skal findes, hvis han skal anvende punkt D i eksemplet. Ellers skal der droppes på punkt B, hvor bolden krydsede grænsen til området – hvilket altså i eksemplet her medfører tab af afstand. Der er i ingen af situationerne tale om straffeslag.

Hvis du er i tvivl om den korrekte fremgangsmåde, når du skal finde nærmeste punkt for lempelse, forklarer Henrik Knudsen det i denne regelvideo fra DGU: klik her. Bemærk venligst at i videoen, ér bolden fundet.

De relevante golfregler er Regel 16.1b, 16.1e og 16.1f.