Hjælp os med at passe på bunkers
Bunkers har i 2024 været et stort samtaleemne i Hørsholm golf. Siden vinteren har vi oplevet udfordringer med store mængder vand på banen, som har påvirket bunkers og andre områder. Da bunkers ikke har dræn, har vi set vandpytter flere steder. Når vandet samler sig i bunkers, kan sandet blive kompakt og hårdt, hvilket gør det svært for vandet at trænge igennem jorden.
Det positive er, at langt de fleste bunkers har masser af sand, som dog pga. vandmængderne ligger i bunden og skaber en fast overflade. Greenkeeperteamet har flyttet rundt på sandet flere gange de seneste måneder for at fordele det jævnt, især til områder med mindre sand. Selvom det kræver en del arbejde at håndtere sand og vand ved regnskyl, er teamet dedikeret til opgaven. Der er kun få bunkers, der mangler sand, og vi arbejder på at få nyt bunkersand til disse. Greenkeeperteamet gør en stor indsats for at holde sandet på kanterne, ofte flere gange om ugen.
Det ville være en stor hjælp for os, hvis golfspillerne vil være med til at passe på bunkers og rive dem korrekt. Vi har lavet en lille video, der viser hvordan, man river bunkeren, så både spor udglattes og sandet løsnes i bunden af bunkeren.
Vi håber på jeres forståelse og sætter pris på jeres samarbejde og tålmodighed.
/Greenkeeperteamet