Top
 

Hørsholm Golf, Nyhedsbrev junior – Marts 2026

Hørsholm Golf / Juniorgolf  / Hørsholm Golf, Nyhedsbrev junior – Marts 2026
6 mar

Hørsholm Golf, Nyhedsbrev junior – Marts 2026

Nyhedsbrev marts 2026

Hørsholm Golf, Juniorafdelingen

 

Det har på mange måder været en hård og lang vinter, med masser af sne og stabil hård vind fra øst. Men det har ikke holdt de seje juniorspillere væk fra vintertræning hver torsdag. Måtterne skulle skovles fri for sne, og rangen var hvid som aldrig før, og driverne lå højt, men juniorerne har trænet gennem hele vinteren. Nogle gange med 5 fremmødte, andre gange med 25. Der er ingen tvivl om at de seje juniorer har et forspring når sæson 26 starter.

Vi har efterhånden indhentet en del erfaringer, og det vil sæson 26 også bære præg af.

Først og fremmest har vi besluttet at al kommunikation fremover sker gennem HOLDSPORT. Det betyder at alle skal hente appen Holdsport, og registrere sig. Vi har udsendt en separat mail til alle. En invitation til Holdsport, og info om hvordan man gør, hvis I oplever problemer med at komme ind på Holdsport, kan I skrive en mail til Kristine på kp@hoersholm-golf.dk. Det vil også blive gennemgået på opstartsmødet den 1/4 kl. 18:30 i Stalden.

Herudover vil vi også udvikle Akademiholdet, som træner hver anden fredag kl. 16-18. Alexander vil udsende et skriv, hvori tanker og organisation gennemgås. Primært er tilbuddet tiltænkt de juniorer der deltager i turneringer. Disse spillere vil også få tildelt spilletrøjer.

 

Holddeling vil i sæson ser således ud:

 

Mandag:

Banetræning for junior 2 og 3 (alle mellem 13-18 år), med tilmelding på Holdsport, teetime mellem 17:15 – 18:15.

 

Tirsdag:

Træning for start golf (ALLE nybegyndere), kl. 16-17 med Alexander som træner.

Træning for junior 1 (9-12 år), kl. 17-18 med Patrick Bach som træner.

Træning for junior 2 (13-15 år), kl. 17-18 med Alexander som træner.

Træning for junior 3 (16-18 år), kl. 18-19 med Alexander som træner.

 

Onsdag:

Træning for ungsenior (over 18 år), kl. 18-19 med Alexander som træner.

 

Torsdag:

Golfskole for alle 5-8 år, kl. 16-17 med Sophus Vögge-Widding som træner.

Banetræning for Junior 1, og hvis der er plads Junior 2 og Junior 3. Tilmelding via Holdsport, teetime 16:30-17:00

 

Fredag (hver anden):

Træning Akademi holdet (udvalgte juniorer), kl. 16-18 med Alexander som træner.

 

  • Alle træninger starter i receptionen med fremmødetjek jf. tilmelding via holdsport. En træningstime slutter ca. 10 min i hel.
  • Alle tilmeldinger via Holdsport skal ske senest 24 timer før aktiviteten afvikles.

 

Sæson 26 starter i uge 12, mandag den 16. marts.

 

Vi holder opstartsmøde onsdag den 1/4 kl. 18:30 i Stalden, hvor vi vil gennemgå bl.a.  Holdsport, holddeling, træningsplan samt mål for 2026.

 

I 2025 var vores 3 hovedmål at blive godkendt som Juniorklub i DGU, hvilket lykkedes. At få videreudviklet en stabil juniorafdeling med plus 100 medlemmer, hvor alle over 10 år også trænede på banen, samt at antallet af banetilladelser skulle øges markant. Alle 3 mål er indfriet.

Endelig ville vi gerne blive mere talstærkt repræsenteret i de forskellige turneringer. Vi er bedre repræsenteret, men dette mål er ikke indfriet, og indgår derfor også i mål 26.

 

For 2026 har vi følgende mål. Fastholde af medlemstal, plus 100, samt stadig udvikle organisation mhp. fastholdelse af kvalificerede trænere og udvikling af spillere.

Herudover vil vi iværksætte initiativer der kan styrke det sociale samvær i klubben. Derfor vil vi invitere til fællesarrangementer et par fredage med fælles træning og efterfølgende fællesspisning (naturligvis også for og med forældre) invitation og tilmelding udsendes via Holdsport.

 

Igen i år vil vi afholde sommercamps for Junior 2 og 3. De vil i år ligge i hhv. uge 27 og 28 mandag til torsdag, prisen er 1.500 kr. og med max 12 deltager/ hold. Tilmelding starter 1. maj og sker via Holdsport og efter først til mølle-princippet. Vi kigger ind i at kunne tilbyde en sommercamp for Junior 1 også.

 

Kalender med træning, turneringer, camps og fællesarrangementer kan finder på opslagstavlen i klubben, på Holdsport og klubbens hjemmeside.

 

Vi håber at rigtig mange vil møde frem allerede fra første træning den 16. marts, og glæder os til komme igang.

 

Vel mødt

Juniorudvalget.