Jørgen Korfitsen
Jørgen Korfitsen er efter nogen tids sygdom stille sovet ind i søndags den 15. september, 86 år gammel.
Jørgen startede i Hørsholm Golf lige efter åbningen af de første 9 huller. Jørgen medvirkede aktivt på alle fronter, og var med i forbindelse med udvidelsen til 18 og senere 27 huller.
I forbindelse med udvidelsen til 18 huller insisterede Jørgen på, at det lille hjørne hvor det nuværende 8 Vest ligger skulle indgå i det nye anlæg. Det var ikke helt nemt da den daværende nabo ikke brød sig om golfbaner. Løsningen blev derfor at Jørgen ” på papiret” købte området hvorefter hul 8 Vest kunne indlemmes.
Jørgen var kendt for altid at skabe en spændende stemning, dels på lokale udflugter med mange busser bla. til Falster Golfklub. Udenlandsrejser var også en stor succes med Jørgen som arrangør.
Han drog således altid omsorg for, at han var den sidste der forlod baren.
Hans betydning for udviklingen af stedet er markant, han arrangerede således at den daværende borgmester Hanne Falkensteen landede med helikopter på 1 Vest ved indvielsen af vest sløjfen. Ved indvielsen af Øst sløjfen sørgede Jørgen for at et skotsk sækkepibeband åbnede anlægget med stil.
Medlemmerne i Hørsholm har altid sat stor pris på Jørgens ekspertise som træner og han fik hurtigt tiltrukket dygtige medarbejdere herunder Camilla Brok som nu er tilbage som træner på stedet.
Lige til det sidste kom Jørgen ofte forbi med mange meningstilkendegivelser og råd om hvordan vi opførte os bedre og spillede rigtig golf.
Jørgen har således været uvurderlig for Hørsholm Golfs udvikling.
Æret være hans minde.