Lyse dage og aftener
Kære 1533 medlemmer af Hørsholm Golf
Sommeren er over os. Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at opfordre alle til at bruge de skønne sommerdage og de lange lyse aftener til at spille endnu mere golf på vores smukke anlæg.
I år har vi fået 246 nye medlemmer hvilket er et godt stykke over landsgennemsnittet for tilgang af golfspillere. Sidste år fik vi 233 nye medlemmer. Desværre forlader nogle af de gode mennesker os igen indenfor de første tre år. Årsagerne er flere, men vi ved, at det er fællesskabet og den gode atmosfære, der gør en stor forskel for vores oplevelse og glæde ved sporten. Alle medlemmer – nye som gamle – skal have nogen at spille med. Hvis vi giver hinanden anledning til at gå flere hyggelige runder på en sæson, så viser tallene helt tydeligt, at man har større tendens til at blive i klubben.
Lad Bestyrelsen derfor give bolden op til en ekstra indsats for at lære nogle flere medlemmer at kende. Tag gerne initiativ til at invitere andre medlemmer med i jeres bold, book jer på bolde I ikke kender og sørg for, at ingen føler sig udenfor.
Sociale arrangementer og klubaktiviteter er også en fantastisk måde at styrke holdet på. Vi opfordrer jer til at deltage og måske også selv tage initiativ til nye aktiviteter. Jo flere desto sjovere og mere mangfoldig kan vores klubkultur blive.
Til sidst vil vi ønske jer alle en fantastisk sommer fyldt med gode runder, hyggelige stunder og masser af solskin. Vi ses på banen!
Hilsen Bestyrelsen
14.06.2024